Haven i maj 2020

Havens sysler Maj

“Kom Maj du søde milde…” 

De sidste uger har budt på lidt blandet vejr – helt som April plejer. Dog aner man den begyndende varme og frosten lader til, at være helt ovre. April har derfor budt på både forkultivering inde samt i drivhuset og vi er så småt begyndt, at så i højbedene.

Vi har karnappen, bryggerset og stuevinduet fyldt med planter – alle som er spiret fra egne frø. De fortsat kølige nætter betyder, at alle planter stadig er indendørs – men inden længe flytter tomaterne, agurk, peberfrugt og ikke mindst vores chili-planter ud i drivhuset! Det har nok kunne lade sig gøre et par uger nu – men, men der tages ingen chancer. Så hellere lade de små planter stå et par dage ekstra indendøre, så vi undgår at miste nogle.

Et godt råd til chili er, at nippe de første 5-7 blomster af, så planten får mulighed for, at vækststyrkes inden den sætter frugter. I længden fremmer det blomstringen. Et andet fif for at fremme smagen er, at pine planten en anelse igennem blomstringsperioden – pinslen får planten til at styrkes i smag. Dvs at den får lov at tørre ud  (kortvarig) i perioder.

Kartoflerne er også sat ud – det er blevet et kæmpe hip med de top moderne Potato-Pots – Og det har vi bestemt ikke fortrudt!! Der er i år udvidet med hele 6 potter yderligere. Alle fyldt med en blanding af eget kompost og plantesækkejord. Heri er sat 3 stk forspiret kartofler pr. spand. De spirer lystigt allerede. To forskellige sorter – købt i Netto som spisekartofler, men en uges tid i køkkenskabet og så var der spirer.

Der er også masser af liv i højbedet. Der blev i midt/slut april sået salat, rucola, radisser, dild og spinat. På nuværende står kimplanterne sprøde og grønne!! Hvidløgene som blev sat i efteråret står ranke og flotte. Krydderurterne spirer og dufter – den første gang høst er allerede taget ind.

Permakultur

Vores forsøg på at transformere haven til permakultur udvikles stadig. En del af permakulturen er, at planterne i haven skal kunne spises. De gamle planter bliver løbende skiftet ud og erstattet af flerårige spiselige planter.

Ideen er, at haven stort set skal kunne passe sig selv og samtidig gøre nytte for både mennesker samt dyrelivet. De gamle planter bliver dog ikke kasseret – der er heldigvis flere venner/familiemedlemmer som gerne overtager glæderne.

Spinatranken som flyttede ind i 2017, spirer lystigt. Jeg har allerede prøvesmagt de første spæde blade – mums de er lækre friske. Glæder mig til metervis af klatre spinat.

Desværre ser strandkålen ikke synderligt begejstret ud. Ud af tre frø spirede de to sidste sommer. Og nu er kun den ene begyndt at spire – med tre små sølle blade. Jeg har derfor forsøgt at flytte dem i lerkrukker – de har ellers boet i zinkbaljer, men noget tyder på netop zinkbaljen er holder væksten nede…. Det vil tiden vise.

Til gengæld er de to nye blåbærbuske sprunget fint ud. Jeg glæder mig til, at få saftige skønne blåbær. 

Rabarberne skyder også lystigt og i år kan vi forhåbentlig være selvforsynende. Uhm jeg glæder mig.

Den nye indflytter i permahaven Pyrenæisk Fuglemælk – Vild asparges – som blev afprøvet i 2018, blev et kæmpe FLOP. Ikke et frø spirede – alle mulige spireforsøg er afprøvet – men de vil IKKE spire. ØVØV

Derfor er haven udvidet med skønne grønne asparges Gijnlim. Kronerne er sat i starten af april og de skyder allerede alle 5 kroner. Uhhh det kniber med tålmodigheden. Der må tidligst høstes om 2 år….

Gode råd til køkkenhaven i maj:

Alt frost er nu overstået (forhåbentligt). Og alle afgrøder kan dermed såes.

Sørg for at gennemarbejde jorden godt og grundigt. Gød og vand jævnligt.

Er man ikke allerede tyvstartet – så er det nu tid, at lægge forspirede kartofler – de kan sagtens nå, at komme inden den ødelæggende kartoffelskimmel sætter ind i juli.

Sæt stikløg. Det er den grøntsag som er mest hårdfør og kan derfor sættes tidligst.

De sidste grøntsager man sår er bønner, squash, græskar og majs, som alle behøver godt gennemvarmet jord for at overleve. Slut maj er et godt tidspunkt til dette.

Så løbende salat, radiser og gulerødder – så der hele tiden er friske grøntsager til aftensmaden.

Få gulerødder hele sommeren

Hvis du vil have nyopgravede gulerødder hele sommeren, skal du så med 14 dages mellemrum fra sidst i marts til sidst i juni i korte rækker. Før du sår, arbejdes jorden godt igennem i dybden, så den er fri for ukrudt, sten og hårde jordknolde. Det er noget pillearbejde at så gulerødder, idet frøene er meget små. Det kræver cirka 3 cm mellem planterne. Står de tættere, skal der tyndes ud når de første planter viser sig. Brug fingrene og lug de overskydende planter forsigtigt væk. Dæk hullet efter planten, så gulerodsfluen ikke får alt for let adgang. Gulerodsfluen tiltrækkes af duften af gulerødder, og dens larver kan forvandle en lovende høst til en stor skuffelse. Man kan også forsøge, at forvirre gulerodsfluerne ved, at plante kraftigt duftende planter som fx løg mellem gulerodsrækkerne.

IMG_3028

Det er nu så småt tid til, at høste årets første frugt – nemlig rabarber. Mine står smukt og lysende som små røde fyrtårne i blomster bedet ved terrassen og pryder. – de skyder og skyder og inden længe kan familien få første omgang rabarberkompot! Mums – og ikke mindst Rabarberlikør! En GUDEdrik af  rang. Prøv den selv: Rabarber-Likør

Jordbærplanter skal nu forkæles med spåner fra hønsehuset. De gamle visne blade skal nippes af. Sidste sommer opdagede jeg at over halvdelen af mine jordbærplanter var døde og fluks måtte jeg ud og købe nye – kun for at erfare at mange andre havde samme problem pga tørken forrige sommer. Der var simpelthen UDSOLGT. Mine forældre – snu som de er – havde dog fundet nogle små fine planter til min fødselsdag og højbedet er påny plantet til med 16 nye unge planter – og forventningerne er HØJE!! Vi ELSKER jordbær herhjemme.

Hele den ene fløj af højbedet er helliget jordbærrene. Ca. 4 m. Det passer meget godt til familiens forbrug – alt der ikke bliver spist, ligges i fryseren til vinterens forbrug af jordbærsyltetøj. Alle bær sorteres i 1. klasses og 2. klasses bær. 1. klasses bær spises direkte fra planterne – 2. klasses bær bruges i kager, syltetøj, grød og desserter.

Gøremål i haven:

Nyd nu det sidste af alle forårsblomsterne. Når blomstringen er overstået nippes de visne hoveder af  – men lad resten stå og visne ned. Dette for, at løgene kan hente energi til næste års blomstring.

Knolde til bl.a dahlia sættes til forspiring i kasser. De kan i slut maj plantes ud i jord, der er gravet godt igennem og gødet tilstrækkeligt.

Med varme kommer ukrudt – og det skal tages i opløbet. I år er haven allerede fyldt med skvalderkål, mælkebøtter og vild rucola alle steder. Så er der til skønne salatskåle – resten spiser hønsene. Win-Win – der kommer de skønneste æg ud af det!

Ligesom april er maj også en god måned, at plante nye planter som buske, stauder, roser, hækplanter mv. Det er også nu, det er tid til, at dele efterårsblomstrende stauder samt plantetid for stedsegrønne buske og planter.

Græsset klippes ca. 1 gang ugentligt. Plænen har godt af, at blive revet jævnligt med en hård løvrive. Det giver luft til græsset og dermed bedre vækstbetingelser.

Generelt er der mange forventninger til haven igen i år. Ungerne er også med på planlægningen – ældste barnet har på 2. år sit eget højbed og tripper for, at få lov at så hver cm til med egne afgrøder og spiselige blomster. Yngste barnet havde sit eget jordstykke i det store højbed sidste år og det blev en kæmpe succes – masser af skønne grøntsager og den eneste der lykkedes med rødbeder. Mon ikke han igen i år ønsker sit eget jordstykke?

Hvilken glæde – for både mor-hjertet samt permakulturen!!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.