Haven i september 2018

Havens sysler i september

Den første efterårsmåned er nu begyndt. Sommeren er på hæld og den dejligste sensommer er over os. Med den fortsat lune sensommer sol og dermed lune nætter – strækker sommerens herligheder sig endnu længere. Alligevel er nætterne koldere, fugtigere og flere af terassens krukker som ikke tåler kulde, bør tages ind inden længe. Gerne inden temperaturen om natten dykker under 10 grader.

September er perfekt til at plante, forbedre, flytte bede og blomsterstauder. Luften er lun, jorden er stadig varm men begyndende fugtig. Ideel til planterødder. HUSK dog at vande grundigt på varme dage.

Prydhaven

Det er nu tid til, at dele eller flytte forårsblomstrende stauder. Byt med naboer og venner. Eller anlæg nyt blomsterbed med “gratis” planter.  Brug en greb og løsne forsigtigt stauden rundt i kanten. Bevar så stort et rodnet som muligt. Der hvor planten ønskes delt, placeres to greb/spader mod hinanden og stauden lirkes fra hinanden. Sortér ukrudts rødder fra inden den plantes. Og Husk at vande godt ved den nyplantede del.

Det er nu tid til, at gøre græsplanen vinterklar. Prik gerne huller jævnt fordelt i plænen for at lufte rødderne. Sæt også nu plæneklipperen et tak op.

Det er også nu forårshaven skal planlægges. Der skal nu sættes blomsterløg. Tulipaner, krokus, liljer og påskeliljer. Tænk i nye farver, kombinationer samt sort. Find det rigtige sted i haven. Grav jorden løs og løsne ydermere godt i bunden. Løgene sættes i en dybde af 3 gange løgets størrelse. Dæk med jord og det tidlige forår er i vente.

Permakultur

Blåbær buske

Herhjemme er endnu en af  permahave-ønskerne blevet opfyldt. Stenbedet blev sidste år gravet op og omlagt til surbundsbed med to skønne blåbærbuske – to amerikanske sorter Puru og Patriot.

De har lystigt blomstret i år og giver fortsat blåbær. Dog har de lidt noget under tørken og for, at de ikke skulle gå til, har de fået vand ind imellem. Der er kommet godt med blåbær – men jeg har måtte erfare, at også solsortene er glade for blåbær. NOTE til næste år: Husk net over blåbærbuskene!!

Der bliver eksperimenteret i, løbende at omlægge haven til permakultur og dermed flerårige nytte planter. Således at alle havens planter og buske kan spises. Ydermere forsøges det, at strække sæsonen i begge ender med tidlige og meget sene afgrøder.

Sidste år blev der forsøgt med små spirende afgrøder flere steder i højbedet i sensommeren. Ikke blot bar jord som vanligt når vi kommer hen midt på september og over i oktober.

Dette år fortsættes med, at eksperimenterer i 2. gangs afgrøder. Altså når kartoflerne er spist og løgene taget op til tørring osv. plejer jorden, at står bar indtil næste sæson. Men men men igen i år er der løbende spiret afgrøder og planlagt sensåning! Der er på nuværende både sået bladbede, spinat, pastinakker, bønner og dild som 2. afgrøde og de spirer indtil videre lystigt. Tiden vil vidne om succes. Mere om det i næste måned.

Nyttehaven

September er en arbejdsmåned – der er løbende afgrøder klar til høst. Der skal syltes og bages og henkoges til vinterens lange mørke dage. Dog får vinterporre, rødbeder, knoldselleri samt krydderurter lov, at stå indtil frosten sætter ind. Vi kan dermed tage det løbende.

Tiden er nu inde til, at planlægge næste års høst. Det er nu tid til bl.a at sætte hvidløg. I år er vores hvidløgshøst ud over alt forventning, så det er derfor muligt, at bruge egen avl – det glæder helt ind i sjælen. Hvidløg kan med fordel sættes sammen med de nye udløbere af jordbær og vokse sig store mellem jordbærplanterne.

Det er også nu vi kan nyde godt af havens frugttræer. Særligt æbler og blommer er til stor glæde i vores lille familie. Der bliver flere gange ugentligt kogt lækker æblegrød af nedfaldsæblerne og det er også blevet til en omgang æblegelé krydret med chili, citrontimian og stjerneanis.

IMG_2052

Blommesirup

Og de mange blommer skal ikke gå til spilde. Der er kogt blommegrød, lavet marmelade og eksperimenteret. Se mere fra Blommeuniverset her.

September er også høstmåned for efterårs hindbær – Omlægning af hindbærbedet for et par år tilbage, har virkelig båret frugt. Bogstaveligt talt. Der er kommet masser af nye skud og grenene bugner af hindbær.

Jeg må jo indrømme, at vi gennem sommeren har vandet en del. Ungernes badebassin har været tømt et par gange og her har hindbærrene fået en ordentlig slat. I kombination med den ekstreme varme sommer, har det resulteret i hindbær i bunkevis – allerede fra midt Juli – en daglig tur med skålen resulterer i skønne friske hindbær til både aftensmaden samt madpakkerne.

Det er også tid til at høste græskar. Græskar er klar til høst når stænglen visner let og blive træet. Vi har fået de flotteste Hokkaido-græskar i forskellige størrelser – enkelte med mønster i lyse/mørke gul-orange striber. Der er både til madlavningen samt pynt. Til glæde for børn og voksne. Prøv denne skønne Græskar-suppe.

Er man ikke så priviligeret, at have adgang til egen have, kan man med fordel gå en tur i naturen og sanke. Flere steder på offentlige områder står både skønne blommetræer og æbletræer til fri afbenyttelse. Det er også nu der kan sankes brombær og hindbær fra krat og buske. Lige nu modnes hasselnød og hylden står flot klar til høst. Det er bare med at komme igang.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.