Forårets komme
LAAANNNGGG har vinteren været. Endelig siger datoen sommertid – men men mon vinteren med kulde og frost er forbi?? Kan det passe foråret er på vej?
Fuglene kvidrer, buske og træer har fine små knopper og Vintergækker, Erantis samt Krokus står i fuld flor overalt. Jeg synes, at kunne mærke forårets komme dybt ind i sjælen… Og med en vinter så LANG, er der rigeligt, at se til i haven. Græsset er gulligt og livløst at se på – træerne stadig nøgne og triste.
Selv skal vi igang med højbedene. Ja det har jeg nævnt før – men Frøken Frost kom på uventet forlænget besøg og forhindrede os i, at komme igang med udgravningerne. Nu er tiden kommet – Og vi GLÆDER os!
Græsplanen skal i særdeleshed have en kærlig hånd. Og det er også blevet tid til, at klargøre drivhuset. Det skal vaskes for, at fjerne skadedyr. Jorden skal skiftes og krukkerne gøres klar. Et lille fif til vask af drivhus er, at benytte regnvand til afvaskningen. Eftertørring af glas er således unødvendig – idet regnvand ikke indeholder kalk og dermed ikke efterlader sig skjolder!
For at komme godt igang med forårets sysler, følger her nogle gode råd til april måned.
Gode råd til haven i april
- Roser og lavendler kan kun beskæres kraftigt i april. Du kan også beskære kirsebær- og blommetræer (helst inden blomstringen) og nedskære stauder nu.
- April er et godt tidspunkt at plante i. Husk i tørre perioder at vande især nyplantede barrodede planter, dvs. at de ingen klump har eller kommer fra potter. Større planter kan rodstikkes nu og forberedes til en flytning til efteråret. Stauder kan deles og omplantes. Afblomstrede forårsløg kan flyttes.
- Når violen blomstrer og ukrudtet for alvor vokser, har jorden nået en temperatur på 6-7 grader, og du kan begynde at så i køkkenhaven. Læg evt. klar plastik ud på jorden de steder, du skal så 14 dage før, så er jordtemperaturen endnu højere.
- De mere varmekrævende planter som: Bønner, majs, squash og græskar kan forkultiveres i drivhus eller i vindueskarmen. Opblød frøene i vand, inden du sår dem.
- I begyndelsen af april kan du pode frugttræer. Podekvistene skal være skåret af i januar.
- Hvis det er en kold april, kommer der ingen bier til blomstrende fersken, abrikoser og nektariner i drivhuset. Så må du lege bi med en lille pensel, som drejes rundt i hver blomst. På denne måde sikrer du, at blomsterne bliver bestøvet og du får dejlige frugter i august.
- Du kan udnytte varmen i et uopvarmet drivhus allerede nu. Du kan f.eks. så tidlige gulerødder, salat, spinat og krydderurter.
- Er græsset meget livløst og ramt af sneskimmel – riv kraftigt for, at fjerne vissent græs. Brug evt. en plænelufter/vertikalskærer. Har du endnu ikke fået gødet er tiden kommet nu. Almindeligt kalk gør underværker.
Vores skønne Tulipan-træ med de fineste små knopper. Glæder mig til, at se de smukke lyserøde blomster springe ud og pryde min teresse!
|