Skønne Squash
En ordentlig omgang regn (ja det har faktisk regnet), kombineret med det fantastiske sensommer vejr har resulteret i, at vores squash planter skyder påny! Ikke mindre end 8 nye små skønne squash er tittet frem under de efterhånden noget trætte blade.
En kærkommen gave her sidst på sæsonen. En ligger allerede på køl i grøntsagsskuffen, hvor den iøvrigt snildt kan holde sig frisk og lækker en uges tid. De øvrige har jeg flere ideer til hvordan de skal konsumeres. Her følger lidt inspiration til anvendelse af Squash.
Skønne squash med Panko-rasp
En fast del af køkkenhave sortimentet herhjemme har længe været Squash. Ikke fordi de vælter budgettet når der handles ind. Glem alt om bløde, seje, lidt tørre squash –
Vi dyrker squash, ganske simpelt fordi der ikke er noget der lever op til den fantastiske smag og konsistens en helt friskplukket squash har – sprød, lækker og saftig!!
- 1 hel squash Eller 2 små
- 3 spsk Hvedemel
- 1 stk Æg
- 1 dl Pankorasp
- Salt/peber/timian
- 4 dl solsikkeolie
-
Vask squashen og skær den i 1 cm tykke skiver.
-
Tag 3 skåle. Put hvedemel i den 1. skål og bland med salt, frisk kværnet peber og timian. Både frisk timian og tørret kan benyttes. I skål nr. 2 slåes ægget ud i og piskes med en gaffel. Put Pankorasp i den 3. skål.
-
Vend nu alle squashskiverne først i mel/krydderi blandingen, dernæst i ægget og til sidst i raspen. Læg dem alle på en tallerken.
-
I en dyb pande/gryde varmes 1-2 cm olie. Brug en knivspids rasp til at tjekke hvornår olien er klar. Når det syder omkring raspen - er olien klar til stegning.
-
I et lag steges squashen i olien et par minutter til raspen er gylden. Vend og steg yderligere et par minutter til squashen er gylden, lækker og sprød.
Gentag processen med den resterende mængde.
-
Afdryppes på en rist. Drys med en god flagesalt. Spises straks.
Pankorasp er en grovere hvedemels rasp som kan købes i alle velassocieret supermarked i den asiatiske afdeling. Du kan benytte helt almindeligt rasp - men pankoraspen er værd at lede efter, den giver en helt særligt sprød overfalde.
Squash salat
- 1 stor squash
- 1 dl Friske ærter
- 2-3 stk Forårsløg
- 1 spsk høvlet parmasan
- Ærteskud
- Urtesalt
- God Olivenolie
-
Squash skylles, skæres i 0,5-1 cm tykke skiver på langs. Pensles med olie på begge sider og drysses med urtesalt. Steges på en grill pande eller grilles til de har taget farve.
-
Ærter anvendes friske eller fra frost. Forårsløg snittes i tynde skiver, har man ikke forårsløg, kan Rødløg også anvendes.
-
Squash anrettes på et fad. Parmasan drysses over. Ærter og forårsløg tilføjes.
-
Drysses med urtesalt og dryp med lidt god olivenolie. Pyntes til sidst med friske ærteskud.
Flere salater med
Squash har et kæmpe potentiale, den kan benyttes i tynde strimler, julienne stave, i skiver på langs som ovenfor eller noget helt femte. Billeder til inspiration:
Honningstegte grøntsager med timian
Efteråret er ofte noget trist og grå – også på den gastronomiske front, vil nogen mene… Men efteråret byder på sødme, kraft og knas når sæsonens grøntsager bruges.
Både kål og rodfrugter kan tilberedes på et utal af måder, der kan stjæle opmærksomheden fra selv det lækreste stykke kød . NÆSTEN.
Men prøves skal det!
- 6 stk gulerødder
- 1 stk squash
- 1 stk stort rødløg
- 1 spsk timian
- 1 spsk honning
- salt/ peber
- Olivenolie
-
Skræl gulerødder og skær den i bjælker. Vask squashen og skær den i både. Rødløget skæres i tynde både.
-
Tag en stor stegepande - gerne en sautepande - og varm en god sjat olivenolie. Tilføj timian, både frisk og tørret kan bruges, og steg det af et øjeblik.
-
Tilsæt gulerødder - det er dem der skal have længst. Lad dem stege ca. 10 min. Skub gulerødder ind til kanten af panden og tilsæt squash og rødløg (hæld evt lidt ekstra olivenolie ved). Steg til de begynder at tage farve.
-
Når grøntsagerne er ved at være møre, men stadig med bid - tilsættes en spsk honning. Lad det smelte og vend grøntsagerne godt rundt. Smag til med salt og peber. Anret på et fad og drys evt. lidt frisk timian over.
Denne salat kan serveret til det meste Smagen er mild og rund - herhjemme er den prøvet til frikadeller, koteletter og en god kalvesteg.
Den kan tilberedes med friske grøntsager langt ind i efteråret.
Velbekomme!!
Skønne Squash Fritter i ovn
Det er sæson for Squash netop nu. Haverne bugner – det er med, at tage dem mens de stadig er små og delikate. Skulle man alligevel få vendt ryggen til et øjeblik for længe, kan man risikerer, at stå med en gigantisk squash der er på den anden side af grænsen “Delikat”.
Men fortvivl ikke – med denne nemme og hurtige opskrift kan du forvandle en ellers forvokset squash til et gastronomisk måltid. Kan spises til det meste – fx en god bøf eller som hos os; til en helstegt kylling.
- 1 stor Squash (ca. 400 g) Eller 2 mindre
- 1 stort æg
- 1 dl Pankorasp
- 1 dl Fintrevet parmasan ost
- Salt/peber
-
Skyl squashen og skær den i stave på ca. 5 x 1 cm. Er den meget stor kan det være nødvendigt, at skære noget af den svampede midte (Kernerne) fra. Gem evt i fryseren til senere brug i en gryderet.
-
Slå ægget ud i en frysepose og ryst det godt sammen.
-
Bland pankorasp og fintrevet parmasan sammen i en dyb skål.
Bland salt og peber i.
-
Squashstavene puttes i æggemassen i posen og blandes godt, så der kommer æg på alle sider. Del evt squashen op i flere små portioner.
-
Tag squash stykkerne op enkeltvis og vend i raspen. Brug evt en madpincet.
-
Læg hvert stykke på en bradepande beklædt med bagepapir i et lag.
-
Bag Squash fritterne ved 210 grader i ca. 15-18 min. til de er gyldne. Serveres straks.
Disse lækre Squash stave kan varieres i det uendelige, afhængig af smag og behag. Tilføj en ½ tsk hvidløgspulver og smagen er straks en anden.
Eller bland chilipulver i raspen og få en kraftig stærk eftersmag. Det er kun fantasien der sætter grænser.
Svampet squashkage med cremecheese topping
Til en bradepande 25 x 35 cm:
- 3 Æg
- 350 g Sukker
- 300 g Hvedemel
- 350 g Revet squash
- 2 dl Olie
- 100 g Hvid chokolade
- 100 g Hakket valnødder
- 1 tsk salt
- 3 tsk Kanel
- 2 tsk vanillesukker
- 1 tsk natron
- ½ tsk bagepulver
- 150 g flormelis
- 50-100 g Blødt smør
- 150 g Flødeost (Philadelfia)
- Revet skal af ½ citron
- 1 tsk vanillesukker
-
Start med at rive squashen fint og put det i et dørslag/si til afdrypning.
-
Bland hvedemel med salt, kanel, vanillesukker, natron og bagepulver. Hak chokoladen i grove stykker. Hak derefter valnødder. Det hele ligger nu klar til at vende i dejen.
-
Æg og sukker piskes let og luftigt. Pisk olien i, i en tynd stråle.
-
Skift dejkrog og vend hvedemel-blandingen i. Tag den afdryppede squash og vend den i dejen. Put chokolade og valnødder i dejen og vend rundt.
-
Bages i en bradepande 25 x 35 cm i ca. 35-40 min ved 175 grader til den er gennembagt. Lad kagen køle helt af inden den toppes med cremecheese. Gerne til næste dag. Lad den stå i bradepanden med staniol over. Kagen forbliver derved dejlig svampet.
-
Tag smørret ud af køleskabet og lad det stå i stuetemperatur i 1 times tid.
-
Pisk flormelis med det bløde smør. Tilsæt vanillesukker og citronskal. Pisk til en ensartet masse. Pisk derefter flødeosten i til det hele er ensartet. Fordel den over kagen og server.