Haven i maj 2016

Havens sysler MajIMG_1692

Nu er foråret for alvor kommet og der er en masse at se til i haven. Vejret er ikke typisk maj-solrigt, men dog lunt og med en masse regn. Det er jo – set med en have-entsuiasts øjne – skønt for plantevæksten!

Vi har været lidt underdrejet efter byggeprojektet sidste sommer. Der blev ikke taget frø til spiring  – istedet er der både indkøbt Early Jalapenoes samt Apache chili. Vi er storforbrugere af disse to sorter.

Et godt råd til chili er, at nippe de første 5-7 blomster af, så planten får mulighed for, at vækststyrkes inden den sætter frugter. I længden fremmer det blomstringen. Et andet fif for at fremme smagen er, at pine planten en anelse igennem blomstringsperioden – pinslen får planten til at styrkes i smag. Dvs at den får lov at tørre ud  (kortvarig) i perioder.

Endvidere er der indkøbt tomater i massevis – både almindelig Elin samt, San Mazano,blommetomat Romalina samt bøf tomater. Et flot spil i tomatsalaten. Så skal der nippes sideskud løbende, vandes og gødes i ventetiden.

Som nyt i sortimentet er der eksperimenteret med spinat i år. Sået i en sæk plantejord og allerede i gang med at spire. Der er sået dild i zink-karet i drivhuset og ikke mindre end 15 solsikker – som alle spirer lystigt. Når chilierne indtager drivhuset, må disse dog vige for pladsen, men så er det forhåbentlig også varmt nok til, at alle kan plantes ud.

Gode råd til køkkenhaven i maj:

DSC04742

Iceberg salat i drænrør

Alt frost er nu overstået (forhåbentligt). Og alle afgrøder kan dermed såes.

Sørg for at gennemarbejd jorden godt og grundigt. Gød og vand jævnligt.

Er man ikke allerede tyvstartet – så er det nu tid til at lægge forspirede kartofler – de kan sagtens nå, at komme inden den ødelæggende kartoffelskimmel sætter ind i juli. Sæt stikløg eller så løg. Det er den grøntsag som er mest hårdfør og kan derfor sættes/såes tidligst.

De sidste grøntsager man sår er bønner, squash, græskar og majs, som alle behøver godt gennemvarmt jord for at overleve. Slut maj er et godt tidspunkt til dette.

Så løbende salat, radiser og gulerødder – så der hele tiden er friske grøntsager til aftensmaden.

Få gulerødder hele sommeren

Hvis du vil have nyopgravede gulerødder hele sommeren, skal du så med 14 dages mellemrum fra sidst i marts til sidst i juni i korte rækker. Før du sår, arbejdes jorden godt igennem i dybden, så den er fri for ukrudt, sten og hårde jordknolde. Det er noget pillearbejde at så gulerødder, idet frøene er meget små. Det kræver cirka 3 cm mellem planterne. Står de tættere, skal der tyndes ud når de første planter viser sig. Brug fingrene og lug de overskydende planter forsigtigt væk. Dæk hullet efter planten, så gulerodsfluen ikke får alt for let adgang. Gulerodsfluen tiltrækkes af duften af gulerødder, og dens larver kan forvandle en lovende høst til en stor skuffelse. Man kan også forsøge, at forvirre gulerodsfluerne ved, at plante kraftigt duftende planter som fx løg mellem gulerodsrækkerne.

IMG_3028

Det er nu så småt tid til, at høste årets første frugt – nemlig rabarber. Mine har indtil for ganske nylig, stået hos hønsene – jeg har læst, at pga den høje koncentration af oxalsyre i netop rabarber, lader hønsene dem står, da det tildels er giftigt….. Det har mine høns tilsyneladende ikke læst og har spist alle de nye skud! Så fluks måtte de graves op og flyttes. De står nu trygt og godt i højbedet sammen med løvstikken. Og hold da op et boost for rabarberne – de skyder og skyder og inden længe kan familien få første omgang rabarberkompot! Mums – og ikke mindst Rabarberlikør! En GUDEdrik af  rang. Prøv den selv: Rabarber-Likør

Jordbærplanterne fra min søster, har sidste år givet fint med bær – fuglene nåede desværre at spise de fleste. I år skal de dækkes forsvareligt TIDLIGT. De mange løbere er plantet nøjsom ud inden vinteren kom sidste år – og forventningerne er HØJE!! Vi ELSKER jordbær herhjemme. UHM

Gøremål i haven:

Nyd nu det sidste af alle forårsblomsterne. Når blomstringen er overstået nippes de visne hoveder af inden de sætter frø – men lad resten stå og visne ned. Dette for, at løgene kan hente energi til næste års blomstring.

Knolde til bl.a dahlia sættes til forspiring i kasser. De kan i slut maj plantes ud i jord, der er gravet godt igennem og gødet tilstrækkeligt.

Med varme kommer ukrudt – og det skal tages i opløbet. I år er haven lidt senere på den pga den kolde vinter, så det er nu tid til, at fjerne de første spæde skvalderkål, mælkebøtter, brændenælder mv. kom godt i bund – det lønner sig resten af sommeren. Brug en havegreb for, at løsne og fjerne alle rødder mv.

Ligesom april er maj også en god måned at plante nye planter som buske, stauder, roser, hækplanter mv. Det er også nu, det er tid til, at dele efterårsblomstrende stauder samt plantetid for stedsegrønne buske og planter.

Græsset klippes ca. 1 gang ugentligt. Plænen har godt af, at blive revet jævnligt med en hård løvrive. Det giver luft til græsset og dermed bedre vækstbetingelser.

Hønsene:

De lyse timer er kraftigt tiltaget – det er ikke altid det virker sådan, når det er gråt og vådt – men hønsene kan det mærkes på. De Lægger de fineste orange/gule æg i alle størrelser – hele 4 om dagen får vi nu. Jeg må tilstå, at flokken er blevet noget mere harmonisk, nu hvor gamle (LÆS: psykopatiske) Fru grå er blevet spist som tarteletter. Hansi er fortsat savnet – men vi venter spændt på, at høre fra postmanden om der snart kommer kyllinger. Begge unger krydser fingre – det bliver nu hyggeligt med små hårbolde igen!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.