Permakultur haven – Flerårig nytte planter
Det har længe været undervejs i tankerne – opbygningen af en permakultur have. Det kræver en mindre ombygning samt ændret tankegang at udvikle vores villahave til permakultur have.
Helt grundlæggende betyder en permakultur have, at dyrke sine egne grøntsager på en bæredygtig måde. Haven omformes så alle (næsten alle) planterne er spiselige og flerårige – permakultur er et økosystem som passer sig selv, i det store hele, som man kan høste af år efter år, på en bæredygtig måde.
I stedet for kunstgødning og sprøjtegifte, benyttes sol, vind og vand – og dermed egen gødning, kompost og muskelkraft. Lige en tankegang for mig. Selvfølgelig kræver det et par års knoklearbejde og nytænkning – men håbet er at det bliver det hele værd på sigt.
Jeg er selv ny indenfor permakulturen, så min viden er fundet rundt omkring på nettet og ikke mindst under afprøvning i egen have. Bæredygtig dyrkning har dog allerede været centralt i haven siden 2012. Siden det år er der ikke benyttet kunstgødning eller gift i haven. Faktisk siden hønsene flyttede ind. Det ser vi som det første skridt på vej mod permakulturen.
Da vi bor i et helt almindelig villakvarter, er der selvfølgelig nogle begrænsninger – men ideen er at se løsninger, frem for begrænsninger. Det er jo ikke en storproduktion der er tale om, blot til husbehov.
For et par år tilbage besluttede jeg mig for, at begive mig ud i naturens spisekammer for fuld skrue. Meget af havens udkrudt, kan spises i vidunderlige salater. Særligt ramsløg har jeg lagt min kærlighed på. Og det var med stor skuffelse, at jeg erfarede, at min såkaldte ramsløg i blomsterbedet blot er en prydløg, meget velduftende prydløg. Meget bestemt svingede jeg derfor omkring planteskolen for, at købe ramsløg!
Og ja bevares, de kan da plukkes i skove og langs vilde hegn… Men som så mange andre vilde vidundere, er der en giftig kusine, som for det utrænede øje ligner den spiselige plante til forveksling!
Nå, men tre ramsløg planter blev det til. Omhyggeligt plantet ud og vandet gennem tørre perioder. Og det er med stor glæde, at se hvordan de år for år spreder sig og spirer derudad. De står trygt og godt i vildnisset under vores store blodbøg. Der er ikke meget der kan gro der foruden mos, men nu altså også ramsløg. Fedt, glæder mig til at lave skønne ramsløg Pestoer.
Projekt Permakultur
Projekt Permakultur vokser støt og roligt år for år. Det startede med kaukasisk spinatranke. Efterfulgt af Strandkål. Der er forsøgt med Pyrenæisk Fuglemælk eller blot vild Asparges, men dette projekt ville ikke lykkes.
Istedet er der indkøbt og plantet både flerårig kål – Chou Daubenton samt Nine Star blomkål. Et år har de hygget sig uforstyrret i haven og nu begynder de så små at skyde.
I år er der klargjort et lille højbed til grøn asparges, asparges kroner er bestilt – vi venter spændt.
Foruden ovenstående, huser haven også rabarber, ramsløg, Sankt Hans Urt, 4 hostaer, jordskokker, æble træer, kirsebær træer, diverse krydderurter og bærbuske. Ja også de selvsået urter såsom løgkarse, skvalderkål, mælkebøtter og vild rucola.
Ideen er, at udvide med en ny flerårig konsum-plante om året. Dermed kan haven tiltænkes som en spiselig pensionsopsparing – der blot skyder påny år efter år i skøn harmoni med de naturlige mekanismer, uden alt for stort forarbejde. Alt sammen tilpasset vores lille villahave. Sidekørende med både højbed samt drivhus.
Denne Permakulturelle tankegang indebærer også den nye kompostbunke, som haven blev beriget med sidste sommer. Samt hønsene som både spiser det overskydene ukrudt samt leverer skønne æg og gødning til haven.
Andet afklip mv bruges mellem planter og afgrøder, som naturligt komposterer over tid og tilfører næring.
Det er ingen hemmelighed, at den økologiske tankegang gennem flere år har udviklet sig ganske betydeligt herhjemme. Og altså nu også ideen om permakulturen – som ligger i fin tråd med øko-kulturen.