Endnu engang skal det gamle drivhus snart tages i brug. Inden vi flyttede i hus, havde vi på ingen måde drømt om, at vores fritid skulle udleves i en dejlig stor have, med der tilhørende havearbejde. Ej heller, at livet med drivhus ville berige os på den måde!
Nu vil vi på ingen måde være det foruden – på trods af, at vi til tider synes græsset vokser noget hurtigt. At hækken da lige er blevet klippet (ihvert fald for 3/4 år siden). Og at ukrudt da er meget dekorativt – eller??? Men men på trods af dette, finder vi begge havens sysler som ren terapi for sjælen. Dog mest undertegnet Fru. Stine Sylte. Jeg ville på ingen måde undvære pusleriet i drivhuset. Og min store fremtidsdrøm er en udvidelse af drivhuset, gerne til dobbelt størrelse.
Så mens vi tålmodigt (!) venter på, at sneen og frosten skal forsvinde – planlægges i den varme stue, hvad drivhuset mon skal berige os med i denne nye sæson. Planen er, at der som de tidligere år, selvfølgelig skal være chili. Både Jalapenoes samt lækre røde chili som efterhånden er vores spidskompetence. Der udover skal der være tomater af forskellige slags som vanligt. Krydderurter af forskellige slags – som jo i år som noget nyt, også skal plantes på friland i højbedene.
Det er dejligt i disse kolde dage, at drømme sig hen mod foråret, hvor havens sysler kan begynde påny.


