Andesauce

Skøn kraftfuld hjemmelavet Andesauce

Denne skønne kraftfulde sauce kan med fordel laves flere dage i forvejen.

Om ikke andet kan fonden laves klar flere dagen i forvejen – lige til at koge op på selve dagen.

 

Kraftfuld andesauce
Ingredienser
  • Indmad, hals og vinger fra anden
  • 2 små Løg
  • 3 stk Persillerødder
  • 3 stk Gulerødder
  • 10 hele Perberkorn
  • 6 Stilke timian
  • 3 Laurbærblade
  • 2-3 dl Rødvin
  • 2 spsk Tomatpure
  • 1 spsk Balsamico
  • 2 spsk Ribsgele
  • 1-2 spsk Hvedemel
Fremgangsmåde
  1. Når stegen sættes over, kan man med fordel koge fond på indmad, hals og vinger. Endnu lettere er det dog at koge den dagen før og blot jævne den inden servering.
  2. Start med at brune ande-delene godt af i en stor gryde, til der dufter brunt og let branket. Tilsæt 2 løg i både, gerne med skrald (uden jord!)- som giver fin farve til væden - og tomatpureen. Lad det stege med et par minutter. 

  3. Tilsæt rødvin og balsamico og lad det reducere/koge ind til en tyk sauce.

  4. Hæld nu vand over til det dækker (ca. 1 L). Tilsæt 3 persillerødder, 3 gulerødder, 10 hele peberkorn, tomatpure, 3 laurbærblade og 6 timian stilke. Det hele simrer 2-3 timer .
  5. Herefter sies hele herligheden. Væden kommes tilbage i en gryden og simrer ½-1 times tid. Smag undervejs om det skal koges yderligere ind til en kraftfuld fond.

  6. Tag gryden af - i toppen samler sig et lille fedtlag, heri pudres 1-2 spsk mel, lad det suge lidt og pisk herefter kraftig til melet er opløst og lad det koge op et par minutter.
  7. Kan sagtens stå og simre mens stegen skæres ud og anrettes. Sovsens tykkelse justeres med mel på samme måde som ovenfor beskrevet. 
  8. Ønskes en lettere sovs, skummes fedtet fra og en meljævning kan benyttes - husk dog, at noget af smagen kasseres med fedtet!

  9. Smag evt. til med en smule gastrik og ribsgele samt væde fra stegen. Her kan også benyttes væden fra flæskestegen - det giver en dyb skøn smag.