Den skønne hyldeblomst-tid
De første hyldeblomster er netop sprunget ud her på sydsjælland. Desværre er jeg ikke så priviligeret, at kunne høste fra egen have. Og mit vanlige hyldeblomst-pusher-sted er fældet. Øv øv.
Men det slutter ikke her – med så meget andet, kan naturen bruges som spisekammer. Det er bare om at komme afsted.
Idag hvor solen netop har varmet tilstrækkeligt til, at saft, kraft og aroma er på sit højeste i hyldeblomsterne satte jagten ind. En hurtig tur i skoven blev til 50 duftende, skønne nyudsprungne hyldeblomst-skærme!! Akkurat nok til en portion skøn forfriskende hyldeblomstsaft.
Hvis vejret tillader, bliver det nok til en portion hyldeblomst skærme mere. Igen i år skal der sættes en portion hyldeblomst-eddike over til sommerens lækre salater.
Her følger lidt opskrifter med hyldeblomst til inspiration:
Lækker hyldeblomst saft
Hyldeblomstsaft:
40-50 hyldeblomst skærme
700-1000 g sukker
2 øko citroner
1,5 tsk citronsyre
1,5 L kogende vand
Fremgangsmåde:
Ryst blomsterne godt, så alle små dyr rystes af. De grove stængler klippes af skærmene og hyldeblomsterne ligges i en skål. Alle ingredienserne hældes i. Det kogende vand hældes over og der røres til sukkeret er opløst.
Stilles på køl i ca. 4 dage. Herefter sies saften og hældes på rene flasker. Kan holdes sig i køleskab ca. 5 dage. Eller kom det i fryseren – husk dog ikke at fylde flaskerne helt, da de kan springe når saften fryses!!
OBS: Saften blandes 1/4 inden servering.
1 del hyldeblomstsaft
1 del sukker (eller efter smag)
Koges ind til en tyk sirups konsistens. Skal ca. reduceres til halvdelen før konsistensen er tyk og cremet. Hældes på små glas/flasker.
Sød og mild Hyldeblomst dressing:
1 del hyldeblomstsirup
1 del lys vineddike
Lige dele sirup + vineddike piskes godt sammen. Vendes i salaten.
Hjemmebrygget hyldeblomst eddike
Jeg er selv helt vild med olie/eddike dressing – så tanken om en lækker hyldeblomst – eddike med olivenolie vendt i min sommersalat, får tænderne til at løbe i vand!!
50 hyldeblomst skærme
Skallen af 1 øko citron
1 dl sukker
70 cl lys eddike/vineddike
Alle blomster klippes af de grove stængler.
Put sukker, citronskal og hyldeblomster i en skoldet, alkohol skyllet flaske eller lign. Overhældes med eddike – kun lige så flasken fyldes 3/4, så der er rum til at blande. Stilles lyst i stuetemperatur i ca. 5-7 dage. Vendes dagligt så sukkeret opløses.
Herefter filtres eddiken gennem et kaffefilter og hældes tilbage på flasken. Den er nu klar til brug. Kan snildt holde sig 3-4 mdr, der kan dog komme lidt bundfald som ingen betydning har.
Olie/hyldeblomst-eddike dressing:
Efter smag piskes en blanding af olivenolie og hyldeblomst-eddiken. Dryp den over din yndlings salat og vend forsigtigt rundt. Server straks. Kræver den mere sødme, kan der blandes lidt hyldeblomst-sirup i. Ønskes den mere krydret kan der tilsættes lidt salt/peber. Smag dig frem – kun fantasien sætter grænsen.





