De lange lyse aftener indbyder til havevandring, hvor alle sommerens perler skal nydes. Sommeren skal ses – duftes og ikke mindst smages. Flere af havens planter er selvsået i vores have. Blot en skøn gave som skal nydes. Der er de vilde jordbær i stensætningen ved blomsterbedet. Ikke mindre end 6 fuglekirsebærtræer. Måske er de sure – men hvorfor ikke benytte dem til Kirsebærsnaps eller kirsebærsirup.
Og hvad blev der af, at skvalderkål er Nordens salat – endda det meste af året rundt. Ligegyldig hvor aggresivt vi fjerner denne bladplante – vokser den frem i hele haven. Og spises kan den jo – så hvorfor ikke benytte den til en omgang skvalderkålspesto?? Eller blot i salatskålen.
En favorit er vores kæmpe syren. Både duften og synet gør en glad i låget. Og i år skal den også smages. Ud med grensaksen, skylle, plukke, koges og syltes. Eller Prøv denne andeledes Syrensirup.
Det er dog ikke meget havevandring det er blevet til i år endnu – hele huset har gennemgået en større renovering og den har stået på arbejde, arbejde og arbejde. Det er dog blevet til et par enkelte pauser med lugning, såning samt tilplantning i drivhuset inden byggeriet gik igang. Og det bærer frugt nu – vores drivhus sprudler og højbedet står i fuldt flor – helt fantastisk! Når så byggeriet når sin ende inden længe, står den for alvor på nydelse i haven.
Gode råd til haven i Juni
Det er nu tid til at klippe buksbom. Vores er ved at blive formet – det ender forhåbentligt ud som en spiral. På nuværende ser det dog ud som om den er i etager. Men flot og dekorativ er den.
Er man ikke til vildtvoksende rododendron, er det nu tid til, at knibe visne blomster. Det forhindre busken i at brede sig vildt.
Alt nyplantet skal vandes jævnligt. Rodnettet er endnu ikke stort nok til, at de kan klare sig selv. Jeg er selv over vores nye trio-æbletræ fra sidste sommer – det har fået læssevis af små æbler og må endelig ikke tørre ud!! Er så spændt på hvornår høsten kan begynde.
Det er også nu hækken skal klippes – inden sankthans. Er den fin og tæt uden lange skud eller med overhængende fare for at vælte, kan klipningen udsættes, så man kun behøver, at klippe den en gang!
Drivhuset:
Vær flittig i drivhuset. Der skal vandes og gødes.
Knib tomatplantens sideskud.
Høst krydderurter til tørring.
Køkkenhaven:
Der skal vandes i tørre perioder. Ukrudt skal fjernes løbende. Og der skal gødes. Afklippet græs fra plænen kan med fordel ligges mellem rækkerne. Det holder på fugt og tilfører gødning.
Hyp kartofler igen.
Man kan allerede nu så pluksalat og radiser igen.
Stop høst af asparges samt rabarber til sankthans.
De første jordbær er klar. Sideskud kan nu klippes af plantes ud. Find en gård i nærområdet med jordbær – flere steder sorteres bærrene i 1. og 2. sortering. Specielt 2. sortering kan med fordel købes i store partier og koges til den lækreste jordbærmarmelade. Sidst i juni /først i juli er en god tid for dette. Min perle af en jordbærpusher ligger i en lille flække – Skafterup, mod Bisserup – her fejler 2. sorterings bærrene Absolut INTET og der hamstres til hele vinteren af søde skønne jordbær, netop til hjemmelavet marmelade.
Det er nu varmt nok til at plante krydderurterne ud.
Netop køkkenhaven skal nydes i disse tider. Rabarber er en absolut favorit herhjemme. Prøv denne skønne Rabarberdessert.






