Projekt salat i etager
Har du – som jeg – begrænset plads på matriklen til dyrkning af afgrøder til gastronomisk udfoldelse, så se med her:
Sidste år blev dyrkning af salat i etager afprøvet – jeg må tilstå, at der var et par huller i ideen – fx at jorden ikke var gennemvandet inden salatspirerne blev sat. Det resulterede i, at alt jord smuldrede ud af hullerne såsnart røret blev vandet og dermed alle salatspirerne. ØV ØV. Endvidere kunne røret ikke suge vand op nedefra, eftersom røret sluttede tæt til underskålen. Men af skade bliver man klog – eller noget. Samme dyrkningsmetode skal ihvertfald afprøves igen:
Ideen er set på TV2-fri og må da så absolut afprøves!
Det skal du bruge:
1 stk drænrør i ønsket størrelse
Plantejord
Jutesnor eller garn
Salatfrø af ønsket sort (Fx Iceberg)
Fremgangsmåde:
Fremskaf et drænrør beregnet til drikkevand, hermed undgår du uønsket kemi i plast mv da det jo er beregnet til drikkevand!! Få din kreative-handymand i huset til, at bore forskudte huller af ca. 5 cms diameter. Bor samtidig 4 halvmåneformede huller forneden af røret.
Flet nu 4 tykke fletninger i rørets længde. Bind en knude forneden af fletningerne med 5 cm “hale” efter. Hæng fletningerne på indersiden af røret, med “halen” trukket ud af de halvmåneformede huller.
Fyld røret med skøn (økologisk) plantejord – jeg har benyttet det overskydende jord fra plantesækkende som alligevel vælter ud over siderne når tomaterne mv plantes.
Tryk det godt sammen og vand forsigtigt til hele røret er gennemvædet. Stik et par salatfrø i hvert hul og VENT! Eller forspir salaten – det har jeg gjort i år og priklet de små salatplanter i røret. Stil røret i en stor underskål og vand. Fletningerne vil fungerer som væger og suge vandet op i røret.
Pga maj-vejret i år, står mit salat-rør stadig i drivhuset. Det trives forrygende. Når det bliver lunere skal det dog ud i højbedet.
Husk på, at det i tørre perioder kan blive nødvendig, at vande manuelt selv om det står ude – pga den relative lille jordmængde opsuger vandet hurtigt og salaten tørre ud! Jeg er spændt på, at følge projektet igen i år.
UP-DATE Juli 2017:
Projektet er gået ud over alt forventning denne sæson – prøv at se dette flotte salatrør:
Der er fortsat småjusteringer på tegnebrættet – men det er bestemt ikke sidste gang jeg begiver mig ud i dette projekt.
.


